
Randers Midtby
Midtbyen skal fortsat udvikle sig som et attraktivt sted at besøge. Der vil være noget at komme efter, og byens gader og torve vil inviterer til handel og ophold mellem byens historiske huse.
En samlet fysisk plan for midtbyen
Byrådet besluttede i juni 2026 at igangsætte udarbejdelsen af en fysisk plan for Randers midtby i forbindelse med forandringsprojektet Fremtidens Randers.
Den fysiske plan skal give et overblik over de igangværende projekter og helt konkrete forslag til, hvordan der fysisk kan skabes en levende midtby med udgangspunkt i bylivet, handelslivet og bosætningen med oplevelsesmæssig værdi for beboere og besøgende. Den skal også sætte en robust og justerbar ramme for en flerårig indsats både i forhold til klimatilpasning, grønne byrum, byfornyelsesmuligheder og bæredygtig mobilitet i midtbyen. Målet er at skabe en fælles retning for de samlede indsatser i midtbyen.
Det overordnede projektområde dækker midtbyen i Randers by inden for centerringen, mens der også kigges på forbindelserne til og fra midtbyen for gående, cyklende og kørende. Det kommende arbejde med den fysiske midtbyplan består bl.a. i
- kortlægning af igangværende indsatser, projekter, aftaler og beslutninger,
- udbud af et kompetent rådgiverteam og tilhørende processer, der kan bistå kommunen
- inddragelse af borgere, byrådet, midtbyforum, interessenter og øvrige aktører samt
- udarbejdelse af en fysisk plan for midtbyen, der sendes i høring inden byrådets vedtagelse.
Processen for udarbejdelsen af den fysiske midtbyplan besluttes løbende af byrådet. Du kan læse sagen om byrådets igangsætning af den fysiske plan for midtbyen her.
Opdatering af lokalplanen for midtbyen
Sideløbende med den fysiske midtbyplan udarbejder forvaltningen også et forslag til en opdateret lokalplan for midtbyen, der skal erstatte den gældende lokalplan 309 fra 2003. Det overordnede formål er at revidere det udpegede handels- og strøggadenet, samt at sikre et mere tilgængeligt og enklere administrations-grundlag i forhold til midtbyens bevaringsværdige helheder, bymiljøer og bygninger.
Forudsætningen er, at forslaget til den fysiske plan og lokalplanforslaget planer koordineres, så tiltagene i midtbyplanen og bestemmelserne i lokalplanen stemmer overens og understøtter hinanden.
Den Strategiske Midtbyplan
Byrådet vedtog den strategiske midtbyplan i december 2019. Den strategiske midtbyplan har fire indsatsområder, som skal medvirke til, at Randers Midtby fremstår levende og attraktiv.
Noget at komme efter
En attraktiv midtby byder på oplevelser, smukke steder og begivenheder. Der skal være markeder og events, muligheder for at købe mad og drikke samt spændende butikker til shopping.
Inviterende med grønne oaser
Man skal føle sig velkommen, når man kommer til Randers, og derfor skal vi arbejde med gode parkeringsløsninger, oplevelsesruter og wayfinding ind i bykernen. Der skal være træer og planter og gennem bl.a. klimatilpasning udvikles en grøn og blå by, der indbyder til ophold.
Et mødested hele døgnet
Midtbyen bruges til mange forskellige ting, og dens pladser, bygninger og gaderum skal kunne understøtte forskellige typer af byliv døgnet rundt. Der skal skabes flere boliger i midtbyen, der skal være et udbud af butikker og restauranter samt områder til ophold. Gennem planlægning og investeringer i byens rum understøttes byen som attraktivt mødested.
Også om 100 år
Midtbyen skal også være her om 100 år. Derfor skal vi arbejde med klimasikring og klimatilpasning omkring og i midtbyen. Vi skal også udvikle byens bygninger og byrum, så de fortsat spiller en vigtig rolle. Byens kulturmiljø og bygningsarv skal fortsat danne rammen om den unikke købstad, Randers, uanset at byens naturligvis udvikles i takt med tidens trends.
Seks kvarterer
Den strategiske midtbyplan opdeler midtbyen i seks karakteristiske kvarterer med forskellige kvaliteter og potentialer.
De seks kvarterer styrkes gennem fysiske projekter i byens rum og gennem kommuneplanlægning og nye lokalplaner. Midtbyens muligheder for udviklings sikres og potentialer indfries.
Den historiske bykerne skal fortsat være mødestedet og rammen om handelslivet, restauranter og rekreative opholdsrum på byens torve og pladser.
Langs Østervold og op ad Mariagervej ligger en perlerække af kultur- og uddannelsesinstitutioner samt større byrum, der kan danne rammen om arrangementer, og i Sømmen flettes midtbyen sammen med Flodbyen. Byen skal flettes sammen med vandet og naturen,
Udvikling ag boliger i stueetagerne skaber liv i byen hele døgnet og mere handel i butikker og restauranter.
De seks kvarterer










