start på hovedindhold

Min Livsstil i Balance

Ønsker du at skabe varige vaner, få mere overskud i hverdagen og styrke din trivsel? Min Livsstil i Balance kan hjælpe dig med at finde en vej, der passer til dig og dit liv.

Min Livsstil i Balance er målrettet borgere i Randers Kommune over 18 år med et BMI på 25 eller derover. Forløbet hjælper dig med at tage små, konkrete skridt, der gør en stor forskel, uanset om du foretrækker at deltage sammen med andre eller følge med hjemmefra.

Vi arbejder ud fra en vægtneutral inspireret tilgang med fokus på vaner, trivsel og bæredygtige forandringer i hverdagen. Derfor udleverer vi ikke kostplaner eller træningsprogrammer. Hvis du primært søger en konkret kostplan eller et fast træningsprogram, er Min Livsstil i Balance sandsynligvis ikke det rette tilbud for dig.

Du starter altid med en afklarende samtale, hvor vi sammen taler om dine ønsker, behov og mål. Her finder vi i fællesskab ud af, hvilket forløb der passer bedst til dig. Herefter kan du vælge mellem to typer forløb:

Holdbaseret forløb – skab varige forandringer sammen med andre

Varighed: 3–9 måneder, afhængigt af om du vælger at fortsætte i modul 2.

Modul 1 – 12 ugers holdforløb
I de første 12 uger mødes du med et fast hold én gang om ugen i 2 timer. Gennem undervisning, refleksion og dialog arbejder vi med emner som madvaner, bevægelse, søvn, motivation og trivsel. Du får støtte og sparring fra både underviseren og de øvrige deltagere på holdet.

Mulige holdtider

  • Tirsdag kl. 13.00–15.00
  • Torsdag kl. 13.00–15.00
  • Tirsdag kl. 16.30–18.30
  • Torsdag kl. 16.00–18.00

Modul 2 – fortsat støtte i hverdagen
Når modul 1 er afsluttet, har du mulighed for at fortsætte i appen Mit Liv, Min Sundhed i op til 6 måneder. Her får du individuel månedlig opfølgning, der kan hjælpe dig med at fastholde de vaner og forandringer, du har arbejdet med under forløbet.

Bemærk: Der kan forekomme ventetid, før der er plads på et hold.

Digitalt forløb – fleksibel støtte i din hverdag

Bemærk: Vi oplever i øjeblikket stor efterspørgsel på det digitale forløb, og der kan derfor være ventetid på opstart. Vi opstarter pt. ikke nye digitale forløb før efter sommerferien.

Varighed: 3–9 måneder, afhængigt af om du vælger at fortsætte i modul 2.

Modul 1 – 12 ugers individuelt forløb
I de første 12 uger får du ugentlig telefonisk opfølgning med din vejleder. Sammen tager I udgangspunkt i dine ønsker, mål og udfordringer, og samtalerne tilpasses de områder, du ønsker at arbejde med – eksempelvis madvaner, bevægelse, søvn, motivation eller trivsel.

Som en del af forløbet får du adgang til appen Mit Liv, Min Sundhed, som indeholder viden, øvelser og refleksioner om forskellige emner relateret til livsstil og vaneændringer. Appen fungerer som et supplement til de telefoniske samtaler og kan støtte dig i arbejdet med dine mål mellem opfølgningerne.

Modul 2 – fortsat støtte og fastholdelse
Efter de første 12 uger kan du vælge at fortsætte i op til 6 måneder med månedlig telefonisk opfølgning. Her er fokus på at fastholde de forandringer, du har skabt, og få støtte til de udfordringer, der kan opstå undervejs.

Det digitale forløb er for dig, der ønsker fleksibilitet i hverdagen og foretrækker individuel vejledning frem for et holdforløb. Du får personlig støtte og sparring, som tager udgangspunkt i netop din situation og dine mål.

Afklarende samtale – det første skridt

Afklarende samtale – dit første skridt

Inden du starter i Min Livsstil i Balance, inviteres du til en afklarende samtale på cirka 1 time. Samtalen giver dig mulighed for at høre mere om forløbet og sammen med en vejleder afklare, om tilbuddet passer til dine ønsker og behov.

Under samtalen vil du:

  • Få en introduktion til både det holdbaserede og det digitale forløb, så du kan vælge den løsning, der passer bedst til din hverdag.
  • Tale om dine ønsker, udfordringer og motivation for at deltage.
  • Få hjælp til at formulere et overordnet mål for dit forløb.
  • Få svar på eventuelle spørgsmål om forløbet og dets indhold.
  • Blive introduceret til appen Mit Liv, Min Sundhed, hvis du vælger det digitale forløb.

Er du nysgerrig på, om Min Livsstil i Balance er noget for dig? Tilmeld dig en afklarende samtale, og lad os sammen finde ud af, hvilket forløb der passer bedst til dine ønsker og behov.

Vi kontakter dig hurtigst muligt efter din tilmelding for at aftale et tidspunkt.

Den afklarende samtale afholdes som udgangspunkt på Randers Sundhedscenter i tidsrummet kl. 08.00–15.30.

Bemærk: Du skal oplyse dit CPR-nummer ved tilmelding. CPR-nummeret anvendes til at registrere dig i vores journalsystem og håndtere din tilknytning til forløbet.

Tilmeld dig den afklarende samtale

Tilmeld dig den afklarende samtale i dag – og tag det første skridt mod en livsstil i balance, der passer til dig.

Vi kontakter dig hurtigst muligt for at aftale en afklarende samtale.

Den afklarende samtale vil som udgangspunkt finde sted i tidsrummet kl. 08.00-15.30 og afholdes på Randers Sundhedscenter.