
På Vej…
Er du på vej mod recovery og søger et trygt fællesskab? Hos PÅ VEJ… mødes vi i øjenhøjde for at dele erfaringer, udvikle nye perspektiver og finde håb sammen.
På dette modul mødes vi om at tilegne os nye perspektiver, få ny læring og dele erfaringer med andre der kender til at have det svært og være i en recoveryproces. Jo bedre vi lærer os selv at kende, jo bedre kan vi navigere i verden og handle på måder der øger vores livskvalitet.
Vi arbejder med livsnære emner som identitet, relationer, kommunikation, skam og håb. Desuden præsenterer vi viden om hvordan hjernen fungerer, snakker om hvad tankefælder er og hvorfor det kan være svært at indføre nye vaner.
Inden modulet starter, afholder vi ’hilse-på ’-samtaler. Disse samtaler er individuelle, her fortæller vi om forløbet, og du kan fortælle om dine forventninger til forløbet.
Når modulet nærmer sig sin afslutning, tilbydes du en ’næste-skridt’ -samtale, her kigger vi ind i hvad dit næste skridt er efter modulet er afsluttet, og hvad du har fået ud af modulet.
Målgruppe:
Modulet er målrettet voksne, der er tilknyttet Huset Tværs, og ønsker at arbejde med deres recovery i et trygt og støttende fællesskab. Deltagerne kan være på forskellige trin på deres proces.
Gruppen er særligt relevant for personer, der:
· Ønsker et fællesskab med ligesindede, hvor de kan dele erfaringer
· Søger støtte, inspiration og ny viden til at håndtere udfordringer i hverdagen
· Ønsker at opnå mere selvindsigt, større trivsel og bedre selvomsorg
· Har lyst at arbejde med temaer som identitet, stigma og empowerment
Formål:
Forløbet har til formål at skabe et trygt og støttende fællesskab, hvor du kan udforske din egen fortælling, dele erfaringer og udvikle nye perspektiver på din recovery og dig selv.
Gennem samtaler, refleksion og strukturerede øvelser skaber vi sammen et rum for personlig udvikling og styrkelse af egen handlekraft.
Finde indsigt der giver dig mulighed for nye handlemuligheder og større frihed i hverdagen og gennem forståelse skabe mere rummelighed og omsorg for dig selv og din situation.
Dele håb om og tiltro til at det uanset udfordringer er muligt at komme videre og at skabe et meningsfuldt liv fyldt med kvalitet.
Indhold og struktur:
Modulet strækker sig over 13 mødegange + 2 x individuelle samtaler. Hver mødegang vil have samme grundform, vi mødes i samme lokale og i samme tidsrum.
Mødegangene vil være bygget op omkring på forhånd udvalgte emner og vil være en blanding af oplæg/input fra underviserne, øvelser og erfaringsdeling. Der vil være 1-2 pauser undervejs og med mulighed for flere hvis det er nødvendigt.
På første mødegang afstemmer vi sammen formen for gruppen og hjælpes til at udvikle et sæt fælles guidelines for vores forløb. Der vil også på første dag blive udleveret mapper med datoer over mødedage og tilhørende temaer, samt kontaktoplysninger til underviserne. Mappen vil gennem forløbet blive fyldt med det materiale som er udviklet til modulet, så du når forløbet er slut har samlet materialet for alle temaerne.
Sidste mødegang vil være en afrunding hvor vi evaluerer på forløbet og samler op på de emner der har været på programmet undervejs.
Undervisere:
• Zandra er peer-medarbejder og bringer egne levede erfaringer i spil samt en portion faglig viden og teori til at understøtte processen i sparringsrummet.
• Rikke Er Peer-medarbejder og pædagog, og kombinerer derved faglig viden med egne levede erfaringer.
Huset Tværs er et uddannelsessted (praktiksted) og der vil derfor være perioder hvor elever og studerende deltager på modulet.
Praktisk:
• Opstart torsdag d. 20/8-26. Ferie i uge 42. Sidste mødegang 3/12-26
• Antal pladser: Min. 4 deltagere og max. 10
• Pladserne bliver fordelt efter ”først til mølle”- princippet
• Varighed: 13 × 2 time og 15 minutter. Torsdage kl. 10.15-12.30.
• Sted: Huset Tværs - lokale 8
OBS: Holdet efterår 2026 er fuldt booket
Vi håber meget på at se dig, så vi kan følges PÅ VEJ…