
Grøn Pulje
Grøn Pulje kan søges til grønne projekter i Randers Kommune. Puljen støtter særligt projekter, der ligger tæt på nye vedvarende energianlæg, f.eks. vindmøller og solceller.
Grøn Pulje er en statslig puljeordning, der er oprettet for at styrke den lokale opbakning til vedvarende energianlæg. Ordningen administreres af kommunerne og betyder, at opstillere af vedvarende energianlæg skal indbetale et beløb, som skal gå til projekter i den kommune, hvor anlægget ligger.
Godkendte projekter fra Grøn Pulje for VE-anlæg i Stouby
7 lokale projekter i Randers Kommune kan nu se frem til at modtage sammenlagt ca. 2,5 millioner kroner i støtte fra Grøn Pulje fra VE-anlæg ved Stouby. På byrådsmødet d. 26. maj 2025 blev der truffet endelig beslutning om bevilling af midlerne.
De godkendte projekter er:
Ansøgning 9 Ommersysselhallen: Solcelleanlæg (200.000 kr.)
Ommersysselhallen har modtager midler til etablering af solcelleanlæg på taget og et batterianlæg til lagring af strømmen.
Ansøgning 8 Stouby: Stouby Shelter og bålhytte, samt trampesti (715.000 kr.)
Stouby Lokal Laug har modtaget midler til shelter, bålhytte med tilhørende legeplads og trampesti. Der etableres hegn af hjemmehørende træer og buske.
Ansøgning 18 Vorupkærparken: Samvær for alle i grønne omgivelser – biodiversitet, værested, legeplads og bæredygtig fornyelse i forsamlingshus (268.136 kr.)
Haveforeningen Vorupkærparken har modtaget midler til fornyelse af forsamlingshuset, etablering af biodiversitet, skifte til varmepumpe og en række andre initiativer.
Ansøgning 6: Ansøgning 6 Korshøjhallen: Bæredygtig Renovering af Korshøjhallen – Nyt Halgulv og Fjernvarmeinstallation. (Ansøger har søgt om 1.000.000 kr. Reduceret tilsagn på 830.000 kr.)
Den selvejende institution Korshøjhallen Harridslev har modtaget midler til nyt halgulv og fjernvarmeinstallation.
Ansøgning 3 Hald: Renovering af toiletter i kælderplan (Ansøger har søgt om 500.000 kr. Reduceret tilsagn på 343.147 kr.)
Hald Forsamlingshus har modtaget midler til renovering af forsamlingshusets toiletter i kælderen.
Ansøgning 1 Asferg Forsamlingshus (95.000 kr.) Solcelle med batteri
Asferg Forsamlingshus har modtaget midler til opsætning af solceller og tilkoblet batteri.
Ansøgning 2 Uggelhuse Borgerforening (75.000 kr.) Solcelle
Uggelhuse Borgerforening har modtaget midler til opsætning af solceller på det lokale forsamlingshus.
Alle midler i Grøn Pulje for VE-anlæg i Stouby er nu udmøntet, og der er derfor ikke planlagt yderligere ansøgningsrunder.
Grøn Pulje fra VE-anlæg ved Stouby
I forbindelse med at der er etableret solceller ved Stouby, er der oprettet en Grøn Pulje med i alt godt 2,5 millioner kroner til uddeling. Puljen var åben for ansøgninger i perioden 1. januar 2025 til og med 1. april 2025, hvor alle havde mulighed for at søge om støtte til at gennemføre projekter i lokalområdet.
Hvis der er penge til overs, når alle ansøgningerne i den nu lukkede ansøgningsrunde er blevet vurderet, bliver der åbnet for nye ansøgninger.
Hvis du har spørgsmål til ansøgningsskemaet eller til hvordan man skal forstå vurderingskriterierne, kan du sende en mail til miljoeogteknik@randers.dk. En medarbejder fra forvaltningen vil herefter kontakte dig og aftale et tidspunkt til en telefonsamtale
Åben spørgetid

Randers Kommune holder Åben Spørgetid om Grøn Pulje - Stouby:
Mandag den 27. januar i tidsrummet fra kl. 14.00-18.00 i Øster Tørslev Forsamlingshus, Stangerumvej 12, 8983 Randers.
Her sidder repræsentanter fra Randers Kommune klar til at svare på spørgsmål fra alle, der er interesserede i at søge midler fra Grøn Pulje. Kom og få styr på, hvordan du kan søge midler til jeres lokale projekt. Og få svar hvis du fx har spørgsmål til processen. Vær dog opmærksom på, at vi ikke kan svare på spørgsmål om konkrete projekters mulighed for at få støtte.
Der er ingen tilmelding - du kan bare møde op i det nævnte tidsrum. Vi glæder os til at se dig.
Få mere at vide om Grøn Pulje
Materiale fra informationsmøde
Randers Kommune holdt informationsmøde om Grøn Pulje - Stouby:
Onsdag den 11. december kl. 19.00-20.30 i Hald Forsamlingshus, Tvedevej 3, 8983 Gjerlev.
På mødet kunne alle interesserede høre mere om mulighederne for at søge om støtte til at få gennemført projekter i lokalområdet.