Om vandløb
Der udføres vedligeholdelse i mange vandløb, der tilstræber at sikre vandløbenes evne til at lede vand væk.
Vandløbslovens tilstræber at sikre, at vandløb kan benyttes til afledning af vand og forvaltningen af loven skal ske under hensyntagen til de natur- og miljømæssige forhold. Målsætningerne samt de natur- og miljømæssige forhold fremgår af bl.a. naturbeskyttelsesloven og Statens vandområdeplaner.
Vandløbsloven omfatter vandløb, åer, bække, dræn, grøfter, kanaler, rørledninger, samt vandhuller, damme og søer. Vand på overfladen/terræn kan også være omfattet af vandløbsloven. Alle kan være levesteder og spredningsveje for dyr og planter.
Vandløb som er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, beskytter vandløbet mod ændringer af tilstanden. Sædvanlige vedligeholdelsesarbejder er tilladt. Ved tvivl kontakt altid vandløbsmyndigheden på overfladevand@randers.dk.
Vandløbenes natur- og miljøkvalitet er fastsat i Statens vandområdeplaner. Du kan finde oplysninger om målsætninger, restaureringers-indsatser m.m. på Statens miljøGIS for Vandområdeplanerne 2022-2027 efter genbesøget.
Vandløbsloven opdeler vandløb i offentlige og private vandløb
Offentlige vandløb
For offentlige vandløb udarbejder kommunen vandløbsregulativer. Regulativerne indeholder bestemmelser om bl.a. sejlads- og vedligeholdelse, vandløbets beliggenhed, dimensioner, bredejerforhold m.m.
Regulativerne for de enkelte vandløb kan ses på kommunens side om vandløbsregulativer. Se også kommunens kort over vandløbenes placering mv.
Offentlige vandløb grødeskæres i sommerhalvåret af kommunen ved egne åmænd eller vandløbsentreprenører. Vandløbene vedligeholdes af kommunen efter bestemmelserne i vandløbsregulativet. I regulativet kan du se, i hvilket omfang dit vandløb skal vedligeholdes. Du er velkommen til at kontakte vandløbsmyndigheden for yderligere info om dit vandløb.
Hvis du som lodsejer eller andre med interesser i vandløb, ønsker et fælles syn, skal du henvende dig til vandløbsmyndigheden.
Private vandløb
Private vandløb har ikke regulativ, og vedligeholdes som udgangspunkt af bredejeren. Selvom vandløbet kan tørre ud om sommeren, er der stadig behov for sten- og grusbund, grøde og anden form for substrat, som alle er vigtige betingelser for smådyrs trivsel. Husk at private vandløb også kan være omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 - Her må du godt vedligeholde, men ikke fjerne mere materiale end du tidligere har gjort.
Hvis vandløbet skal oprenses ud over det sædvanlige, kræves en tilladelse fra kommunen. Kontakt os gerne, så kan vi hjælpe med hvilke regler du skal være opmærksom på.